Klanerne

De fleste vampyrer lever sammen i større grupper med et fælles livssyn. Disse grupper kaldes for klaner og strækker sig talmæssigt fra tusinder til millioner. De fleste klanmedlemmer er i familie med hinanden og deler skabere. De fleste bor i samme land, men især de større klaner har spredt sig over hele verdenen. De anser sig stadig som en helhed.
De fleste forbliver i deres klan, men det sker at vampyrer forlader deres klan til fordel for en anden. Det er unormalt, men der bliver ikke set ned på sådan en beslutning.

Klanerne skal ses som en blanding imellem et politisk parti, en familie og en hær. Hver klan har et overhoved eller et råd der tager beslutningerne og råder over de mange medlemmer der følger trop. Med sig har overhovedet eller rådet vejledere, budbringere, diplomater udsendt i andre klaner og vagter. Som medlemmer af en klan får man beskyttelse, selskab og fællesskab. Et klanmedlem vil altid være velkommen i et andet klanmedlems hjem.

De mest magtfulde klaner har andre klaner underlagt sig. De underlagte klaner lever ofte i harmoni med deres overklan. De forventes at de anser overklanen som deres egen og ligeledes er hjælpsomme og loyale. Ikke overfor de andre underklaner nødvendigvis, men overfor overklanen.
Som underklan får man beskyttelse og anderkendelse. Til gengæld "låner" man sine medlemmer, så overklanen kommer til at synes større.

De fleste klaner har bundne skriftlige aftaler der er lavet via diplomati, og det er denne diplomatiske tilgang der gør at vampyrsamfundet har kunne leve i harmoni med hinanden. De fleste overklaner har også fået sine underklaner via aftaler og snak, fremfor vold.

Alle klaner stammer fra Dracul-klanen. Ligesom at alle vampyrer stammer fra Dracula. Dracul-klanen var den første klan. Den voksede sig hurtigt stor og blev til sidst større end den kunne rumme. En del brød fra og skabte Constache-klanen. Sidenhen brød flere fri fra de to klaner. Nogle som Koya klarede brydet, mens andre som Begawan og Parza måtte underkaste sig for at kunne beholde noget af deres frihed.
Det var en blodig tid, hvor klanerne ofte kunne være i krig med flere på en gang og det kostede mange liv.
Med tiden indfandt der sig en naturlig "hakkeorden" med Dracul som den største og stærkeste og dem der kunne erklærede sig for selvstændige klaner og dem der ikke kunne blev underklaner. Klog af skade tog man diplomati til sig og de fleste indgik aftaler som de forskellige klaner kunne enes om.